Nyt innovationskorps på ITU skal bygge bro mellem forskning og erhvervsliv

IT-Universitetet er et af fire danske universiteter, der nu får støtte af Industriens Fond til at bringe viden, opfindelser og patenter fra forskningen ud i erhvervslivet. ITU modtager godt 5 millioner kroner til dette formål, som skal bruges til at oprette et innovationskorps hvor fokusområderne blandt andet vil være big data, fintech og kunstig intelligens.

Om ITUIværksætteriSamarbejderbevillingerGeorg Dam ChristensenJens Christian Godskesen

Dansk forskning er med i den absolutte verdenselite, og det kan i langt højere grad komme danske virksomheder til gode. Derfor har Industriens Fond lagt 35 millioner kroner i det nye nationale initiativ Åbent Entreprenørskab, der skal kickstarte innovationen i erhvervslivet med forskningsbaseret viden fra fire danske universiteter, heriblandt ITU.

Ligesom de andre medvirkende universiteter vil ITU bruge støtten fra Industriens Fond til at oprette en ny enhed, som skal bemandes med personer med både markedskendskab og faglig forståelse for universitetets mange forskningsfelter. Enheden vil supplere ITU Business Development, som støtter iværksætteri blandt universitets forskere og studerende.  

ITU’s universitetsdirektør Georg Dam Steffensen glæder sig over det nye initiativ.

”Vi er glade og stolte over at være et af de fire universiteter, der er udvalgt til dette samarbejde. På ITU er vi allerede rigtig gode til entreprenørskab. Mange forskere og studerende starter egen virksomhed og mange samarbejder allerede med erhvervslivet, så vi har et godt fundament, som vi nu kan udnytte endnu bedre med støtten fra Industriens Fond,” siger han.


Big data og fintech i fokus
På ITU trækker den nye enhed i arbejdstøjet efter sommerferien. Den vil bestå af to medarbejdere, som skal fungere som bindeled mellem virksomhederne og forskere med viden inden for områder, der rummer et stort markedsmæssigt potentiale.

»

Big data er for eksempel interessant i denne sammenhæng, fordi det både favner datalogien og den samfundsvidenskabelige tilgang. Virksomhederne skal til at lære at forstå, hvordan de forretningsmæssigt kan drage fordel af big data.

Jens Christian Godskesen, prorektor på ITU.
«
Ifølge prorektor Jens Christian Godskesen er ITU i øjeblikket særligt frontløber på områder som big data, fintech, kunstig intelligens, databaser og software.

”Big data er for eksempel interessant i denne sammenhæng, fordi det både favner datalogien og den samfundsvidenskabelige tilgang. Virksomhederne skal til at lære at forstå, hvordan de forretningsmæssigt kan drage fordel af big data,” siger han. 

Jens Christian Godskesen understreger, at andre emner, der forskes i på ITU, også kan vise sig relevante for projektet, når det først er i gang.

Universiteterne kan lære af hinanden
Udover ITU deltager Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet i det fireårige initiativ, og de fire universiteter vil arbejde tæt sammen i hele perioden. Universiteterne kan nemlig skabe endnu bedre resultater ved at samarbejde og lære af hinanden, mener Mads Lebech, direktør i Industriens Fond.

”Som det ser ud i dag, sker der kun en meget lille erfaringsudveksling på tværs af forskningsinstitutionerne. Det vil vi gerne ændre på, så best practices kan benyttes flere steder og bidrage til at højne antallet af nye virksomheder og produkter, der kommer ud af universiteternes forskning,” siger han.

I alt har Industriens Fond støttet projektet Åbent Entreprenørskab med 35 mio. kroner, hvoraf cirka 5 mio. går til ITU. 

Mere information

Georg Dam Steffensen, universitetsdirektør, telefon +45 7218 5193, email georgds@itu.dk

Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk